Hej kære venner. Jeg er rigtig ked af at jeg ikke har været mere tilstede på bloggen men det har der været en meget stor grund til. NU er jeg hel aktiv igen og har valgt at dele ud af posen.
Jeg har siden sommer skulle vænne mig til at helt helt nyt og anderledes liv begyndte. Jeg er nu alene mor til min mine børn. Hvis du forstiller dig at alt det du havde omkring dit gamle liv, blev smidt ned i en pose og rystet sig godt og grundigt sammen til et nyt liv, ja så er det nok den måde jeg beskriver mit “nye” liv nu.
Så tilbage til sommeren 2020. Vi beslutter sig for at gå hver til sit, og selvom det er et møg egoistisk valg var det for børnenes bedste. De var ikke tjent med at se sine forældre have det sådan. Men de spørgsmål jeg tænkte meget over var : Kan vi være venner, kan vi have et sundt og fungerende samarbejde? og hvad med mit liv? Er det goddag til et helt nyt eller noget helt andet. Bolig vores hund ja alt skulle tales igennem og tages en beslutning om. Sandt Marridt . Der er ret mange brikker i dette puslespil og det var svært at finde rundt i laburinten.
Det første var min boligsituation. Jeg bad til at jeg kunne blive i boligen og mit stress omkring kom virkelig på prøve. Efter en måneds frem og tilbage besluttede vi for at jeg blev boende, da børnene bor mest hos mig. pyha, endelig kunne jeg falde til ro på den bopæl jeg følte er hjem. Det næste var Samværdordningen, det rigtig ubehageligt at skulle dele sine børn op efter hvad der er bedst for dem. De kan ikke sige noget og har intet valg, det kan jeg huske jeg blev utrolig ked af. Men jeg snakkede med dem om at nu skulle mor og far bo hver sit sted, hvor de skulle bo lidt hos far og resten af tiden hos mor. Vi fik lavet en deleordning der fungere rigtig fint den dag idag.
Så er der vores trofaste følgesvend Ellis. En ældre dame jeg fik anskaffet i tidernes morgen. Hun er den bedste hund men i og med at jeg blev boende beholdte jeg også hende. 🙂 Så nu er vi stadig en lille familie på 4. Ellis er vores bedste ven. Børnene har kendt hende hele deres liv.
Hverken ordet alene mor eller single mom har jeg været tilhænger af, men det skete for mig. NU skulle jeg altså klare alt i hverdagen selv og sørger for at alt spillede. Det skræmte mig fordi jeg ikke vidste på daværende tidspunkt om det overhoved kunne fungere. Ville jeg nå alt det jeg skulle samtidig med at lave hoppys og aktiviteter ved siden af ? månederne gik og fandt ligsom ud af at rutine og genkendelighed hos børnene virkede. Jo børn kan mærke hvad der sker, men at jeg kan vise at jeg er der altid for dem, gør også bare at det bliver en hel normalhverdag for dem, hvilket så også gjorde at jeg kunne lave de ting jeg ville når de sov eller når de er hos deres far. Og det kan jeg lide og arbejde med. Mine børn er 2,5 og 4,5 år. De er tætte både i alder og socialt, og det kan jeg mærke. De støtter og har hinanden især i det her. Jeg har gjort alt havd jeg kan for at de var/er trygge i de nye omgivelser. Jeg synes det tager det ret pænt hvilket jeg er taknemmelig for.
Fra den dag idag synes jeg at der er flere og flere brikker der bliver lagt rigtigt. og at se børnene glade selvom alt det her er sket, gør mig lykkelig, nu håber jeg bare at vi kan leve vores liv uden kaos og uvished.